Mads Beck

Mads Beck

Jeg har siden 2004 været leder, virksomhedskonsulent og iværksætter.

I dag ejer jeg konsulentvirksomhederne mind og ROOTZ. Begge virksomheder fokuserer på rekruttering, pre & onboarding og fastholdelse af medarbejdere.

Jeg er nysgerrig og passioneret om alt inden for HR & ledelse, og ønsker at tilføre mere mening til menneskers arbejdsliv.

VI SYNKER! GØR NOGET! (…jamen jeg er jo lige i gang med noget andet…?)

Kan I se billedet for jer? En gruppe mennesker sidder i en robåd. Der er hul i bunden og vandstanden i båden bliver langsomt højere og højere. Problemet er set og anerkendt, men der er ikke rigtig nogen, der tager sig af det. “Jeg er lige ved at forbedre vores årer, så vi fremover kan ro mere effektivt! Vi må lige kigge på det senere…”. Der er enighed i båden om at gøre noget, men på den anden side er alle “lige i gang med noget andet…”.

Det er desværre sådan der bliver set på fastholdelse af medarbejdere mange steder. Problemet er set og anerkendt, men der er ikke rigtig nogen, der tager sig af det. Og det er først, når det er for sent, at der bliver sat ind.

77% af årsagerne til, at medarbejdere siger op, kunne være blevet forebygget…

Work Institute har lige offentliggjort deres “2019 Retention Report”…

…og konkluderet ovenstående i deres undersøgelse på over 250.000 mennesker, hvoraf 37.000 var medarbejdere, der selv havde sagt deres stilling op. Det betyder, at 28.490 opsigelser kunne være blevet forebygget!

Hvis vi nu antager, at det koster en årsløn at miste og erstatte en medarbejder igen i tabt produktion, oplæring, rekruttering etc. (Undersøgelser viser, at det ligger på et sted mellem 70% og 400% af en årsløn), så snakker vi flere milliarder i tab, der kunne være forebygget.

Og JA – det er en amerikansk analyse, men mon ikke man kan trække mange paraleller til arbejdsmarkedet i Danmark? (I mindre målestok selvfølgelig…)

Hvad er det, der kan forebygges?

Samme undersøgelse lister hovedårsagerne til, at medarbejdere siger op. Her er de 3 øverste:

  1. Career development (22,2%) – ligger nr. 1 for 9. år i streg…
  2. Work-Life balance (12,0%)
  3. Manager behavior (11,3%)

Altså kan 45,5% tilskrives udviklings/karrieremuligheder, balance mellem arbejde og familie/fritidsliv og endeligt direkte lederens adfærd. Tre ting som i mine øjne alle handler om lederens evne til at agere som leder. Enten ved at synliggøre fremtidens muligheder, være tæt på og engageret i medarbejderen, eller bare opføre sig ordentligt.

Men – hvorfor bliver der så ikke gjort noget?

Hvis det er så tilgængelig viden, hvorfor bliver der så ikke gjort mere for at lappe hullet i robåden? Det virker som om, at der er et overdrevet fokus på at få flere mennesker ombord eller effektivisere bådens fremdrift end at fastholde de roere, der skal sikre tempoet.

Hvis det virkelig er muligt at forebygge 77% af årsagerne til, at medarbejderne siger op, hvorfor bliver der så ikke gjort mere for at sætte ind tidligere end ved EXIT-samtalen?

Jeg har selv en virksomhed, hvor et af vores hovedområder er rekruttering, så med fare for at dolke mit eget eksistensgrundlag i ryggen, så er jeg da voldsomt interesseret i at høre både lederens og medarbejderens synspunkt på den her store udfordring? Og gerne både de gode og knap så gode erfaringer…

Udover økonomiske gevinster for virksomheden, er vi så ikke enige om, at der er et gigantisk boost af arbejdsglæde at indhente oveni?

Del på facebook
Del på linkedin
Del på email

Flere blogindlæg